Undersider

Dette er en lidt anderledes mail, end dem du plejer at modtage fra HOLK Intercoiffure. Den er personligt fra mig, Dorte Holk, og den indeholder ikke et lækkert tilbud. Men det er også meget anderledes tider, vi lever i, så jeg håber, du vil tage dig tiden til at læse med alligevel. 

Endnu en gang har der været afholdt et pressemøde, og endnu en gang var frisørsaloner ikke blandt dem, der fik lov til at åbne. Med min meget begrænsede viden om virologi og pandemier, skal jeg ikke gøre mig klog på, om det er de rigtige eller forkerte beslutninger, der bliver truffet. 

Til gengæld begynder jeg at blive alt for klog på, hvad nedlukningen betyder for min forretning. 

Jeg skriver derfor denne mail for at fortælle, at vi hæver vores priser for en klipning, når vi endelig får lov til at åbne igen. Simpelthen for at vi kan få det til at hænge sammen efter 5 måneder med en lukket salon.  

Jeg vil gerne prøve at forklare baggrunden for det:

Hos HOLK Intercoiffure er vi 6 assistenter. 6 assistenter som ved siden af passionen for frisørfaget har et helt almindeligt liv med børn i daginstitutioner, billån og husleje.

Som indehaver af HOLK Intercoiffure er jeg klar over, at de assistenter, jeg har i min salon er noget ganske særligt. Både på grund af deres faglighed og deres personlighed. Derfor tog jeg tidligt den beslutning, at jeg ikke ville opsige nogen af mine medarbejdere på grund af nedlukningen, og at jeg ikke ville bruge corona til at bede dem om at gå ned i løn med al den usikkerhed og de praktiske problemer, det kunne give. 

Det er en beslutning, jeg står fast på.   

Men det er også en beslutning, der gør, at jeg hver måned står med et underskud, jeg personligt skal dække ind. For selv om jeg får hjælpepakker, dækker de desværre langt fra de udgifter, jeg har til mine medarbejdere.
Hidtil har jeg klaret det med opsparing og kassekredit. Men med den fortsatte nedlukning, skal jeg nu finde andre måder at sørge for, at mine medarbejdere kan være økonomisk sikret.  

I salonen har vi talt om to løsninger:

  • Vi kan gå ned i tid og kvalitet på den service, vi giver i salonen og på den måde have flere kunder i stolen hver dag. 
  • Eller vi kan hæve priserne og håbe på, at vores kunder vil hjælpe os med at komme på fode igen, når corona en dag har sluppet sit tag i os.    

Jeg har valgt det sidste. For jeg ved, at du kommer hos os, netop fordi du forventer at få den højeste kvalitet og bedste service. Og jeg VIL ikke gå på kompromis med faglighed og kvalitet. Vi har jo netop valgt frisørfaget, fordi vi brænder for at give en professionel behandling

Jeg er derfor nødsaget til at lade priserne stige. 

Du kan se vores nye priser her.

Jeg håber på jeres forståelse og opbakning, for jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at noget af det bedste for os er, når kunderne går ud af salonen med et stort smil.

Jeg og alle de andre i salonen glæder os til at byde dig velkommen igen.

Mange hilsner fra

/ Dorte Holk – Indehaver, Holk Intercoiffure